AULA
Aula er din samlede indgang til sikker kommunikation med dagtilbud, SFO og skole, og Aula kan tilgås via en app på smartphone eller direkte på computeren.
Det er et let tilgængeligt og sikkert redskab, som gør det nemt og overskueligt at tage del i dit barns hverdag og udvikling.
Når jeres barn starter hos os, er det meget vigtigt, at i udfylder jeres barns stamkort på Aula, så vi, i hverdagen, kan komme i kontakt med jer. Ved opstarten får I info om dette, og I kan også finde mere om, hvordan I bruger Aula her https://aulainfo.dk/guide-til-foraeldre-og-elever/uddannelsesmateriale/trin-for-trin-guides-paa-dansk/
Ved indgangene hænger Aula-skærmen, og når I kommer ind ad døren, tjekker I jeres barn ind på skærmen. Om eftermiddagen, når I forlader institutionen, tjekker I jeres barn ud igen. Husk også altid at sige godmorgen og farvel til en medarbejder.
På Aula skriver I også, hvornår jeres barn forventes at blive afleveret, og hvornår det forventes at blive hentet.
Hvis det er andre end jer forældre, der henter jeres barn, skal det noteres på Aula-skærmen. Hvis I har beskeder til medarbejderne, kan de sendes via Aula-appen.
Det er også på Aula, I kan læse lidt om, hvad der sker i institutionen. Vi bestræber os på følgende:
- 6-8 gange om året kommer nyhedsbrev fra jeres barns gruppe, og informationen i dette nyhedsbrev er rettet mod de forældre, der har barn på den aktuelle gruppe. Her kan I læse lidt om, hvad der kommer til at ske i løbet af de kommende uger, og også hvad vi har haft fokus på i de forgangne uger. Nyhedsbrevet lægges som opslag på Aula.
- 6-8 gange om året kommer der ”Nyt fra os i VindMøllen”, og informationen i dette nyhedsbrev er rettet mod forældre i Børnehusene VindMøllen. Her kan I læse lidt om personalefordelingen og fælles arrangementer. ”Nyt fra os i VindMøllen” lægges som opslag på Aula.
- 2-5 gange i ugen lægges der billeder i mapperne på Aula. Billeder giver et visuelt billede af, hvad jeres barn har lavet i løbet af ugen, og billederne kan ofte være udgangspunktet for den dialog, I kan have med jeres barn omkring, hvad barnet har lavet i løbet af dagen/ugen. Billederne lægges i billedmapperne.
- 1-3 gange i ugen skrives der, hvad barnets gruppe har lavet i løbet af dagen/ugen, og dette skriv lægges som opslag på Aula.
- Vigtige beskeder – som f.eks. Husk kælk i morgen – skrives særskilt i eget opslag.
- Når vi har beskeder til de enkelte forældre om f.eks. dato for forældresamtaler sendes det i beskeder i Aula. Når/hvis I vil skrive til medarbejderne eller ledelsen, kan I også gøre det i beskeder i Aula.